Ungdomsskole
Randers Ungdomsskole tilbyder undervisnings- og fritidsaktiviteter til unge mellem 13 og 25 år.
Formålet for Randers Ungdomsskole er at støtte udviklingen af de unges faglige, sociale og personlige kompetencer og hjælpe dem på vej mod uddannelse, job og et godt voksenliv.
Ungdomsskolens tilbud bygger på de unges idéer, interesser og behov.
Undervisningen i ungdomsskolen er gratis, men der kan opkræves betaling i forbindelse med kørekort, ture og rejser.
Holdene er af forskellig længde og foregår både eftermiddage, aftner, weekender og i ferier.
Ungdomsskolen er delt ind i tre hovedområder:
KLUB NØR
I KLUB NØR har vi mange forskellige aktiviteter, såsom Xbox, Wii, air hockey, pool, bordfodbold og bordtennis. Derudover har vi egen minibiograf, hvor der vises film efter de unges ønsker. Har de unge brug for hjælp til deres lektier, hjælper vi gerne.
Til klubbens lokaler hører også et fitnessrum, som man ved betaling har lov til at benytte. Det koster kun 50 kr. pr. sæson at bruge rummet, og man må træne alt det, man vil i klubbens åbningstid. Klubbens medarbejdere er kompetente til at guide og hjælpe til, hvis man har brug for det.
Hver tirsdag fra kl. 19.00-22.00 har klubben adgang til Nørrevangskolens lille gymnastiksal, hvor der er mulighed for at spille fodbold, eller hvad man har lyst til.
Vi har desuden det vildeste diskotek.
Du kan finde os på Facebook under KLUB NØR.
Vi har altid Ja-hatten på, så hvis ideerne bliver bragt på banen, fikser vi det i samarbejde med de unge.